Tilbage til nyhedsoversigten

UGENS MEDLEM - DC Supply

DC Supply laver og leverer løsninger inden for mobile enheder. DC Supplys klare styrke er, at deres containere er mobile og flytbare. Det vil sige, at containerne kan transporteres med næsten alle køretøjer, hvilket gør deres løsninger både nemme at håndtere og billige for deres kunder.

DC Supply arbejder inden for 4 produktområder: Mobile produktioner, Ophold og overnatning, Tomme containere og Udstilling og salg. ”Vi arbejder blandt andet med mobil produktion, som er vores ene forretnings-område. Det vil sige, hvis du skal have bygget en container med et oliefyr og en generator i med udluftning, og den skal recertificeres, så den eksempelvis må sejle igen, så har vi her hos DC Supply ingeniører og bygningskonstruktører, der sidder og laver de nødvendige beregninger. Vi har smede og tømrere, der laver tingene fysisk, så vores kunder får en skræddersyet containerløsning, der opfylder deres behov” fortæller Jan Bager, der er salgschef i DC Supply.

Alt hvad de laver tager udgangspunkt i en container – de har eksempelvis leveret boderne og Go’ aften Danmarks studie i Tivoli København, et udspringstårn til Korsør, et mejeri til Afrika og en lakseslagteri til Færøerne. Mere lokalt har DC Supply et samarbejde med Aalborg Kommune: ”Vi har lavet en lille container, der skal fungere som infocenter for Aalborg Kommune. Ovenpå containeren er der lavet et repos, mens der indeni er ophængt fjernsynsskærme, så borgerne kan følge med i byggeprocessen og se det med deres egne øjne” fortæller Jan Bager. Hos DC Supply er de meget alsidige i deres løsninger og sørger for containerbeklædninger, så deres produkter ubemærket falder ind i miljøet.

DC Supply har været med i SmartLog helt fra start. Siden 2012 har de deltaget i arrangementer og håber, at fremtiden i SmartLog vil byde på endnu flere muligheder for videndeling og netværk på kryds og tværs mellem SmartLogs medlemmer.